Færgen Møn

Nyhedsbrev_Oktober_2016

Nyhedsbrev Færgen MØN oktober 2016.

Nu er færgen forhalet til Kulhavnen for vinteren, og vi er ved at sætte overdækning på for at beskytte imod vejrliget, og for at arbejdsholdet kan udføre vedligeholdelsesarbejder i kommende periode. Hermed håber vi så at være på forkant, når vi til foråret igen skal igennem de obligatoriske syn fra Søfartsstyrelsen.

Selv om sommerens vejr ikke var det allerbedste, vi måtte aflyse enkelte oplevelsesture, sejlede vi alligevel med mere end 2000 glade passagerer, der alle udtrykte glæde ved, at vor forening havde gejsten til at holde Færgen MØN sejlende. Det er udsagn der varmer og giver lysten til at stræbe videre.

I sommer havde vi ydermere den oplevelse at blive inviteret til Nakskovs 750 års byjubilæum, hvor Nakskov Skibsværft, havde det eksisteret, ville have haft 100 års jubilæum. Færgen MØN blev jo bygget i Nakskov i 1923 som bygning nr.18.

Vi havde søgt og fået tilladelse til at sejle med passagerer på Nakskov Fjord, så mange benyttede sig af muligheden, også for at bese den gamle færge. Opholdet i Nakskov varede en lille uge, og besætningerne der sejlede frem og tilbage, fik (sig) en god oplevelse, og fik at mærke hvordan den gamle dame gebærdede sig i søgang, turen tog godt 10 timer hver vej.

Arbejdet i vinterperioden vil primært være vedligeholdelse på dæk og i maskinen. Vi havde besøg fra Skibsbevaringsfonden, der var yderst tilfredse med vort vedligeholdelsesarbejde, bortset fra det stativ vi havde lavet til vor ny jolle. Vi fik et venligt påbud om, at hvis vi vil beholde den bronzeplade, der giver os status som Historisk Monument, skal vi inden vi starter ny sæson, fremstille et nyt i egetræ mage til det gamle. Vi har heldigvis gemt dette så vi har modellen.

Bestyrelsen er nu i gang med at planlægge næste års sejlplan, og som noget nyt har vi prøvesejlet en rute rundt om Lindholm, så vi hermed har et alternativ til Petersværft turene, der kan være nyttig afhængig af vejret.

Når den mørke tid for alvor sætter ind, rigger vi igen lys over top, så vi kan bidrage med hygge, og give de forbipasserende en god oplevelse.

Uden støtte fra Sponsorer og Fonde samt alt det frivillige arbejde som arbejdsholdet og den sejlende besætning udfører, kan vi ikke holde Færgen MØN i drift, og vi retter en stor tak til alle der bakker op, og støtter os i arbejdet.

 Bestyrelsen.